Elberegner.dk er en annonceside - Sådan tjener vi penge

Energinets tariffer falder igen i 2027 – her er hvad det betyder for din elregning

Indhold

Energinets tarif til elforbrugerne falder fra 11,5 til 10,5 øre/kWh i 2027 – et fald på 9 procent og andet år i træk med faldende tarif. For en husstand med et forbrug på 4.000 kWh svarer det til cirka 50 kroner om året inklusive moms, og op mod 125 kroner for en husstand med elbil eller varmepumpe. Men Energinets tariffer og abonnement er tilsammen kun omkring en tiendedel af din elregning, og den post, du selv kan flytte mest på, er stadig din elaftale.

Alle satser fra Energinet er angivet eksklusive moms, medmindre andet fremgår. Vi omregner løbende til priser inklusive moms, fordi det er dem, du møder på elregningen.

Hvad er Energinets tariffer egentlig?

Når du betaler for strøm, betaler du reelt tre vidt forskellige ting: (i) selve strømmen, (ii) transporten af den og (iii) afgifter. Transportdelen (ii) er delt mellem to selskaber, og ingen af disse selskaber har du selv valgt.

Det ene er dit lokale netselskab, der ejer ledningerne frem til din bolig. Det andet er Energinet, som er statens transmissionsselskab. Energinet ejer det overordnede højspændingsnet, driver udlandsforbindelserne, holder balancen i elsystemet fra sekund til sekund og står bag DataHub, hvor alle måledata og leverandørskift håndteres. Den regning opkræves som to poster:

  • Systemtariffen dækker drift, systemydelser og administration – altså det, der sikrer, at der er balance mellem produktion og forbrug døgnet rundt. I 2027 er den 4,9 øre/kWh plus et årligt abonnement på 190 kroner per målepunkt.
  • Nettariffen dækker vedligehold, drift og investeringer i selve transmissionsnettet. For forbrugere i distributionsnettet – det vil sige stort set alle private husstande – er den 5,6 øre/kWh i 2027.

Tilsammen 10,5 øre/kWh, svarende til 13,1 øre/kWh inklusive moms. Producenterne betaler i øvrigt også: 0,5 øre/kWh i indfødningstarif og 0,42 øre/kWh i balancetarif i 2027.

Er du i tvivl om opdelingen på din elregning, kan du læse mere om Elregningens sammensætning.

Sådan har tariffen udviklet sig

År Nettarif Systemtarif I alt (ekskl. moms) I alt (inkl. moms) Abonnement
2025 6,1 øre/kWh 7,4 øre/kWh 13,5 øre/kWh 16,9 øre/kWh 182 kr./år
2026 4,3 øre/kWh 7,2 øre/kWh 11,5 øre/kWh 14,4 øre/kWh 187 kr./år
2027 5,6 øre/kWh 4,9 øre/kWh 10,5 øre/kWh 13,1 øre/kWh 190 kr./år
Se mere hos Energinets tarifkatalog og aktuelle tariffer. Satser ekskl. moms; kolonnen inkl. moms er vores omregning med 25 procent.
Læg mærke til, at nettofaldet på 1 øre dækker over to modsatrettede bevægelser: systemtariffen falder markant med 2,3 øre, mens nettariffen faktisk stiger med 1,3 øre. Det skyldes, at udbygningen af transmissionsnettet koster flere penge, mens driften af selve elsystemet er blevet billigere.

Hvad sparer du? Få tjekket din elregning.

Besparelsen afhænger af dit strømforbrug, da besparelsen er pr. forbrugt kWh. Bruger du:

  • 4.000 kWh (typisk parcelhus uden elvarme) sparer du 50 kroner om året inkl. moms
  • 10.000 kWh (husstand med varmepumpe eller elbil) sparer du 125 kroner om året inkl. moms

En detalje, der sjældent nævnes: abonnementet stiger samtidig fra 187 til 190 kroner ekskl. moms – knap fire kroner inkl. moms. Ved 4.000 kWh er den reelle nettobesparelse derfor snarere 46 kroner. Og husk, at abonnementet ligger oveni de 10,5 øre. Ved 4.000 kWh svarer 190 kroner til yderligere 4,75 øre/kWh – den samlede betaling til Energinet er altså cirka 15,25 øre/kWh eksklusive moms for en normalhusstand, ikke 10,5.

Hvis du er i tvivl om, hvorvidt du betaler for meget for din strøm, kan kan du prøve vores beregner på Elberegner eller uploade din elregning i vores elregningstjekker nedenfor eller i vores Elberegner App. I vores app kan du desuden tjekke, om dit elselskab har afregnet dit variable elforbrug korrekt, hvis du tilknytter din elmåler til appen. Det kræver kun få klik, og så er du i gang.

Sæt tariffen i perspektiv: den er ikke den store post

10,5 øre/kWh lyder af lidt, og det er det også. Regner man abonnementet med, udgør Energinets samlede betaling omkring en tiendedel af en typisk elregning. Momsen alene fylder cirka dobbelt så meget, og selve strømmen godt fire gange så meget.

De lokale nettariffer fra dit netselskab fylder betydeligt mere – og de er tidsdifferentierede. Hos N1 koster en kilowatt-time i lavlast 10,98 øre inkl. moms i transport, mens spidslast om vinteren koster 98,84 øre (2026-satser). Hos Radius Elnet går spændet fra 13,27 til 51,76 øre inkl. moms. Med andre ord: N1’s dyreste vintertime koster alene cirka syv en halv gang så meget i transport som hele Energinets tarif. Satserne varierer fra netselskab til netselskab, og sommertarifferne er lavere end vintertarifferne.

Du kan finde dit lokale netselskab og priserne på din adresse i vores kort over netselskaber.

Det kan du selv gøre

Tarifferne kan du ikke forhandle. Til gengæld kan du gøre to ting, der batter væsentligt mere end 50 kroner om året:

  1. Tjek din elaftale. Forskellen mellem den dyreste og den billigste aftale løber typisk op i flere hundrede kroner om året – og for en husstand med elbil eller varmepumpe betydeligt mere. Sammenlign elselskaber og se, hvad du reelt betaler i spottillæg oven på spotprisen. Er du utilfreds, er det enkelt at skifte elselskab.
  2. Flyt dit forbrug. Fordi netselskabernes tariffer er tidsdifferentierede, og spotprisen svinger time for time, kan du spare reelle penge ved at lade elbilen og køre vaskemaskinen om natten. Se aktuelle elpriser og læs mere om billig strøm om natten. Har du varmepumpe, er det især relevant, når solen forsvinder og varmepumpen tænder i spidslasttimerne.

Vil du grave et lag dybere i, hvad de enkelte poster dækker, har vi samlet det i vores guide til tariffer og gebyrer på el og til hvad transport af el koster. Og vil du følge med i, hvordan elprisen fastsættes fra time til time, kan du se udviklingen løbende på vores elprisprognose.

Ofte stillede spørgsmål

Hvad er Energinets tarif i 2027?

10,5 øre/kWh ekskl. moms, svarende til 13,1 øre/kWh inkl. moms. Beløbet består af en systemtarif på 4,9 øre/kWh og en nettarif på 5,6 øre/kWh. Dertil kommer et abonnement på 190 kroner om året per målepunkt.

Hvor meget sparer jeg på nedsættelsen?

Cirka 50 kroner om året inkl. moms ved et forbrug på 4.000 kWh og cirka 125 kroner ved 10.000 kWh. Fordi abonnementet samtidig stiger knap fire kroner inkl. moms, er nettobesparelsen ved 4.000 kWh reelt omkring 46 kroner.

Hvad er forskellen på systemtarif og nettarif?

Systemtariffen dækker Energinets omkostninger til at holde elsystemet i balance, herunder systemydelser, beredskab og DataHub. Nettariffen dækker drift, vedligehold og udbygning af selve transmissionsnettet. Begge opkræves af Energinet og er forskellige fra dit lokale netselskabs tariffer.

Er Energinets tariffer angivet med eller uden moms?

Uden. Energinet oplyser alle tariffer og gebyrer eksklusive moms. På din elregning lægges der 25 procent moms oveni, så 10,5 øre/kWh bliver til 13,1 øre/kWh.

Hvor stor en del af elregningen udgør Energinets tariffer?

Omkring 10 procent for en typisk husstand, når abonnementet regnes med. Selve strømmen udgør cirka 42 procent, det lokale netselskabs tariffer cirka 27 procent, og momsen 20 procent. Elafgiften fylder under én procent, efter den blev sænket til 0,8 øre/kWh.

Skrevet af

Morten
Morten er vores tekniske ekspert på Elberegner.dk. Ikke nok med at han har fuldkommen styr på elpriserne, så sørger han også for, at vores beregner og sammenligningsoversigt kører som smurt, så du hurtigt og nemt kan finde de bedste elaftaler efter dit forbrug. Med sine mange års erfaring inden for elpriser og elselskaber er han vores uundværlige ekspert, der altid holder øje med, at alt fungerer optimalt, så du nemt kan finde det bedste elselskab til dit behov.
Hent app'en via vores QR-koder

Du kan scanne QR-koden med kameraet i din telefon, eller med din Google Chrome app.

Elberegner.dk er reklamefinansieret

Vi bestræber os på at vise forbrugerne et bredt udvalg af produkter og ydelser indenfor elmarkedet. Vi har valgt at håndplukke et udvalg af elselskaber, så vores sammenligning afspejler derfor ikke det samlede marked for elpriser.

Elberegner.dk modtager penge for at formidle kunder til elselskaberne. Derfor er links til elselskaberne reklamelinks. Rækkefølgen og fremhævningen af elprodukter og elselskaber kan være influeret af kommissionssatsen.

Vi er udelukkende et sammenligningssite, og er derfor ikke selv at betragte som udbyder af el.