Hvad sker der egentlig, hvis dit elselskab går konkurs? Spørgsmålet er blevet højaktuelt efter netselskaberne Cerius og Radius den 3. juli 2026 indgav konkursbegæring mod elleverandørerne Velkommen, Nettopower, Power Fuel og Vedvarende, som ifølge netselskaberne skylder et større millionbeløb. Selskaberne er samtidig blevet politianmeldt. Allerede den 30. juni 2026 blev selskabernes ca. 32.500 kunder på Sjælland, Lolland-Falster og øerne tvangsflyttet til andre elleverandører af Energinet.
I denne guide gennemgår vi, hvad der sker med din strøm og dine penge, når et elselskab går konkurs.
Bemærk, at der i den konkrete sag alene er angivet en konkursbegæring, og at der ikke er afsagt konkursdekret i skrivende stund. Du kan læse mere om den konkrete sag i pressemeddelelsen fra Cerius og Radius.
Kort fortalt: Det sker der, når dit elselskab går konkurs
- Du mister ikke strømmen. Energinet flytter automatisk alle kunder til andre elleverandører, så forsyningen fortsætter uden afbrydelse.
- Du er ikke længere bundet af aftalen med dit gamle elselskab – og hos den nye leverandør er bindingen kun løbende måned plus én måned.
- Dine forudbetalte aconto-penge er i farezonen. Ved en konkurs bliver dit tilgodehavende et såkaldt simpelt krav i konkursboet, og du skal desværre ikke regne med at få ret meget – ofte ingenting – tilbage. Læs mere om, hvordan du får penge tilbage fra dit elselskab.
- Anmeld dit krav til kurator via opslaget i Statstidende – gerne inden 4 uger efter konkursen er kundgjort.
- Fremover: Overvej et elselskab med månedlig betaling uden aconto, så du aldrig har penge stående hos dit elselskab.
Konkursbegæring eller konkurs – hvad er forskellen?
En konkursbegæring betyder, at en kreditor (i ovenstående sag netselskaberne Cerius og Radius) beder skifteretten om at tage et selskab under konkursbehandling, fordi kreditoren vurderer, at selskabet ikke kan betale, hvad det skylder.
Selskabet er først konkurs, når/hvis skifteretten afsiger et konkursdekret. Herefter udpeger skifteretten en kurator, der overtager styringen af selskabet, gør værdierne op og fordeler dem mellem kreditorerne – herunder kunder med aconto-penge til gode.
Konkursen bliver kundgjort i Statstidende, hvor du også kan finde navnet på kurator.
- Attraktivt introtilbud: 0 kr. i abonnement og tillæg i 6 måneder
- Fremragende på Trustpilot
- Månedlig betaling uden aconto
Du mister ikke strømmen: Sådan fungerer tvangsflytningen
Det vigtigste først: Der bliver ikke slukket for strømmen, selv om dit elselskab går konkurs eller bliver opsagt af netselskabet.
Elforsyningsloven indeholder en sikkerhedsventil: Når en elleverandør ikke længere må levere el – f.eks. på grund af konkurs, eller fordi netselskabet har ophævet aftalen – er Energinet forpligtet til at fordele leverandørens kunder til andre elleverandører.
Fordelingen sker blandt elselskaber, der på forhånd har meldt sig til at overtage kunder i netop disse situationer.
I praksis betyder det for dig:
- Du bliver automatisk flyttet til en ny elleverandør – du skal ikke selv gøre noget for at beholde strømmen.
- Din nye elleverandør kontakter dig direkte med besked om skiftet og dine nye vilkår.
- Du er ikke længere bundet af aftalen med det gamle selskab – heller ikke selvom du havde bindingsperiode eller fastprisaftale.
- Hos den nye leverandør er du kun bundet i løbende måned plus én måned – herefter kan du frit skifte elselskab.
Vores anbefaling: Bliv ikke passivt hængende hos den tilfældigt tildelte leverandør. Du har ikke selv valgt selskabet eller produktet, og prisen er sjældent markedets bedste. Sammenlign elpriser her, og vælg selv dit nye elselskab.
Hvad sker der med dine aconto-penge ved konkurs?
Har du betalt aconto forud, og går dit elselskab konkurs, er dine penge som udgangspunkt en del af konkursboet.
Dit krav på tilbagebetaling er et såkaldt simpelt krav efter konkurslovens § 97. Det betyder, at du står bagerst i køen sammen med de øvrige almindelige kreditorer. Pengene i boet fordeles efter konkursordenen:
Først dækkes omkostningerne ved selve konkursbehandlingen, derefter blandt andet medarbejdernes lønkrav – og først herefter de simple krav.
I praksis er der ofte kun få eller ingen penge tilbage til de simple kreditorer. Du skal derfor ikke forvente at få ret meget – måske ingenting – af dine aconto-penge tilbage. Men du bør stadig anmelde dit krav – det koster ikke noget, og skulle der blive udbetalt dividende, kræver det, at dit krav er anmeldt.
Sådan anmelder du dit krav i konkursboet
- Find kurator. Slå elselskabets konkursbo op i Statstidende. Her fremgår kurators navn og kontaktoplysninger.
- Opgør dit krav. Beregn, hvor meget du har til gode: indbetalt aconto minus dit faktiske forbrug frem til flytningen. Brug din saldo fra selvbetjeningen, regninger og betalingsoversigter fra banken.
- Anmeld kravet skriftligt til kurator med dokumentation: kundenummer, adresse, målepunkts-ID, kontoudtog og gerne screenshots af din acontosaldo. Kurator opfordrer normalt kreditorer til at anmelde krav inden 4 uger efter, at konkursen er kundgjort i Statstidende – men jo hurtigere, desto bedre.
- Afvent fordringsprøvelsen. Kurator gennemgår de anmeldte krav og indstiller, om de godkendes. Det kan tage lang tid – i nogle tilfælde år – før et konkursbo er endeligt opgjort.
Vigtigt: Ankenævnet på Energiområdet behandler ikke klager over elselskaber under konkursbehandling. Ved konkurs gælder alene konkurslovens regler – klagevejen via ankenævnet er altså lukket.
Hvad hvis selskabet endnu ikke er erklæret konkurs?
En konkursbegæring er ikke det samme som en konkurs. Så længe selskabet ikke er taget under konkursbehandling, gælder de almindelige regler: Dit gamle elselskab skal sende dig en endelig slutopgørelse senest 4 uger efter, at leveringen er ophørt, og et eventuelt tilgodehavende skal udbetales samtidig.
Sker det ikke, skal du først klage skriftligt til elselskabet og derefter til Ankenævnet på Energiområdet. Vi har lavet en trin-for-trin guide til at klage over dit elselskab og en guide til, hvordan du får dine penge tilbage fra dit elselskab – inklusive mailskabeloner, du kan kopiere direkte.
Sådan undgår du at tabe penge på dit elselskabs konkurs
Den bedste beskyttelse er enkel: Lad være med at have penge stående hos dit elselskab.
Når du betaler aconto, betaler du forud for strøm, du endnu ikke har brugt. Du fungerer reelt som bank for dit elselskab – uden rente og uden sikkerhed. Går selskabet konkurs, er pengene som nævnt ofte tabt.
Vælger du i stedet et elselskab med månedlig bagudbetaling efter faktisk forbrug, betaler du kun for den strøm, du allerede har brugt. Går selskabet konkurs, skylder du i værste fald penge for den seneste måneds forbrug – men selskabet skylder ikke dig noget.
Se vores oversigt over elselskaber med månedlig betaling uden aconto, hvor vi gennemgår, hvilke selskaber der afregner bagudrettet efter dit faktiske forbrug.
Tjek også, om dit elselskab optræder på vores oversigt over elselskaber med karantæne – det kan være et tidligt advarselstegn om, at et selskab er i problemer.


