Elberegner.dk er en annonceside - Sådan tjener vi penge

Stop for uautoriseret skift af elselskab: MitID krav

Indhold

Et hurtigt “ja tak” på telefon er ikke længere nok til at skifte elselskab. Nye regler skal beskytte forbruger mod skift af elselskab, som de aldrig bevidst har valgt. Fra 1. juli 2026 må et elselskab ikke længere indgå en ny elaftale med dig, medmindre du aktivt har godkendt den med MitID eller din underskrift.

Hvad er et uautoriseret leverandørskift?

Et uautoriseret leverandørskift er, når du bliver registreret hos et nyt elselskab, uden at du klart og bevidst har accepteret aftalen. Det er typisk sket i to situationer: et mundtligt ”ja” i telefonen eller et skifte formidlet via en tredjepart, hvor samtykket var tvivlsomt.

Problemet har fyldt en del på det danske elmarked. Flere sager med vildledende salg og konkurser har svækket forbrugernes tillid – og det er netop den tillid, lovgiverne nu forsøger at genoprette. De nye regler bygger oven på den politiske aftale om bøder og karantæne på elmarkedet og det vedtagne krav om depositumkrav for elselskaber, som vi tidligere har beskrevet. 

Hvor de regler handler om adgangen til markedet, handler 1. juli-reglerne om selve aftaleindgåelsen – altså dér, hvor du som kunde siger ja. Hvis du oplever at skifte elselskab uden, at du har accepteret med MitID eller underskrift, kan du med rette påberåbe ugyldighed, da aftalen ikke er gyldig for dig som forbruger.

Kort fortalt
Fra 1. juli 2026 skal en ny elaftale godkendes med MitID eller underskrift, og telefonsalg af el skal optages. En aftale, der ikke lever op til kravene, er ikke bindende for dig som forbruger. Reglerne skal stoppe uautoriserede skift og useriøst telefonsalg.

De nye regler fra 1. juli 2026

Ændringerne af elleveringsbekendtgørelsen trådte i kraft 1. januar 2026, men de to paragraffer, der direkte beskytter dig mod uautoriserede skift, får først virkning fra 1. juli 2026. De to bestemmelser kan opsummeres som følger:

§ 3 – Godkendelse med MitID eller underskrift

En aftale om levering af el til et aftagenummer skal accepteres af husholdningsforbrugeren ved MitID-validering eller ved underskrift. Elselskabet skal altid tilbyde muligheden for underskrift, så du ikke er afhængig af at have MitID. Kravet gælder uanset salgskanal – om du bliver kontaktet på telefon, online, i et indkøbscenter eller på anden vis.

I praksis betyder det, at et mundtligt tilsagn ikke længere er nok. Selskabet skal kunne dokumentere, at du har godkendt aftalen på en måde, der entydigt identificerer dig. Lever aftalen ikke op til kravet, er den ikke bindende for dig.

§ 4 – Telefonsalg af el skal optages

Ringer et elselskab dig op for at markedsføre en elaftale, skal hele samtalen optages. Du skal have besked om optagelsen ved samtalens begyndelse, og selskabet skal oplyse nærmere om den på sin hjemmeside.

Optagelsen dokumenterer, hvad du er blevet lovet, men den erstatter ikke kravet om MitID eller underskrift. Du skal altså stadig godkende selve aftalen aktivt bagefter. Kan selskabet ikke fremvise optagelsen, er aftalen heller ikke bindende. 

Reglerne om optagelse af telefonsalg gælder ikke ved skift af elselskab i detailhandlen – eksempelvis i et indkøbscenter, hvor forbrugere bliver tilbudt en særlig rabat, hvis de skifter elselskab samtidig – hvilket er blevet kritiseret af visse elselskaber. Hos Elberegner holder vi øje med udviklingen og holder jer opdateret.

Rated 4.3 out of 5

Hvornår gælder MitID-kravet ikke?

Kravet om MitID eller underskrift er målrettet nye skift. Derfor er der en række situationer, hvor du ikke skal bruge MitID – typisk fordi der ikke er tale om et reelt leverandørskift:

  • Når du skifter produkt hos dit nuværende elselskab eller viderefører din aftale, fordi du flytter til en ny adresse.
  • Når din elforsyning genåbnes hos dit nuværende selskab efter en afbrydelse.
  • Når Energinet tildeler dig et selskab, fordi dit hidtidige elselskab er ophørt.
  • Når en boligejer tilmelder dig ved indflytning på baggrund af en underskrevet lejekontrakt eller skriftlig fuldmagt.
  • Ved virksomhedsoverdragelser, hvor et selskab overtager kunder fra et andet.

Skifter du derimod aktivt til et nyt elselskab – sådan som de fleste gør, når de finder en bedre aftale – så gælder MitID-kravet.

Hvad betyder de nye regler for dig som forbruger?

For langt de fleste betyder reglerne én ting frem for alt mere tryghed. Du kan ikke længere blive flyttet til et nyt elselskab uden selv at have trykket godkend.

Skifteprocessen i sig selv bliver knap så anderledes – du skal blot afslutte den med en aktiv godkendelse via MitID eller underskrift. Til gengæld kan du regne med, at det selskab, du vælger, har styr på dokumentationen. Det er fortsat lige så hurtigt at skifte elselskab, og du har stadig det frie valg mellem markedets mange elselskaber.

Hvad betyder de nye regler for dig som forbruger?

Oplever du efter 1. juli 2026 et skift, du ikke har godkendt med MitID eller underskrift, står du stærkt: aftalen er ikke bindende for dig. Sådan kommer du videre:

  1. Kontakt selskabet. Bed dit nuværende eller det nye elselskab om at annullere skiftet i DataHub, fordi du ikke har godkendt aftalen.
  2. Bemærk fristen. Svarer selskabet ikke på din anmodning inden for 5 hverdage, betragtes det som accept af, at skiftet annulleres.
  3. Klag, hvis det ikke løses. Du kan klage til selskabet og derefter til Ankenævnet på Energiområdet. Se hvordan i vores guide til klage over elselskab.
Elberegner anbefaler

De nye regler gør det tryggere at skifte – men du skal stadig selv finde den bedste aftale. Sammenlign markedets elpriser, vælg et selskab, du har tillid til, og godkend altid en ny aftale aktivt med MitID eller underskrift. Så er du sikret mod uautoriserede skift.

Læs selv mere:

Kilder: Elleveringsbekendtgørelsen (BEK nr. 1810 af 29/12/2025), §§ 3, 4, 20 og 41. Find den på retsinformation.dk. Denne guide er vejledende og udgør ikke juridisk rådgivning.

Skrevet af

Esben
Esben er tilknyttet Elberegner.dk som medejer og ansvarlig for de juridiske forhold bag virksomheden. Esben har mange års erfaring fra advokatfaget og deler løbende sin viden og passion for regler og regulering med Elberegner.dk’s brugere.
Hent app'en via vores QR-koder

Du kan scanne QR-koden med kameraet i din telefon, eller med din Google Chrome app.

Elberegner.dk er reklamefinansieret

Vi bestræber os på at vise forbrugerne et bredt udvalg af produkter og ydelser indenfor elmarkedet. Vi har valgt at håndplukke et udvalg af elselskaber, så vores sammenligning afspejler derfor ikke det samlede marked for elpriser.

Elberegner.dk modtager penge for at formidle kunder til elselskaberne. Derfor er links til elselskaberne reklamelinks. Rækkefølgen og fremhævningen af elprodukter og elselskaber kan være influeret af kommissionssatsen.

Vi er udelukkende et sammenligningssite, og er derfor ikke selv at betragte som udbyder af el.