Energi+ – Er strømmen virkelig så grøn, som den lyder?
Energi+ er et dansk elselskab, der ifølge dem selv har fokus på “mindre ond strøm”, som de selv beskriver det. Energi+ betegner “mindre ond strøm” som et produkt for dem, der gerne vil gøre noget godt for miljøet og samtidig investere i klimaprojekter over hele verden, hvor der angiveligt fjernes CO₂ fra atmosfæren.
I skrivende stund tilbyder Energi+ to forskellige elprodukter, som de kalder Strøm+ og Strøm+ 39.
Forskellen mellem de to aftaler er, at man ved den ene aftale betaler 0 kr. i abonnement og et tillæg pr. kWh, mens man ved den anden betaler et månedligt abonnement og 0 kr. i tillæg.
Ulempen ved begge aftaler fra Energi+ er, at man i begge tilfælde bliver pålagt et certificerings- og servicebidrag på 33,34 kr. pr. måned. Dette gebyr er med til at gøre begge aftaler relativt dyrere sammenlignet med, hvad man ellers kan finde på markedet i øjeblikket.
Hvordan er Energi+’ kundeservice og omdømme?
På Trustpilot har elselskabet en del positive anmeldelser, og noget af det, der ofte fremhæves, er ros til deres hjælpsomme kundeserviceafdeling. Energi+ har også fine telefontider, og det er muligt at komme i kontakt med dem inden for almindelig arbejdstid på alle ugens hverdage.
De mere kritiske anmeldelser går blandt andet på det nævnte certificerings- og servicegebyr. Flere brugere mener, at det er vildledende at markedsføre sig med et abonnement på 0 kr., når gebyret kommer oveni.
Andre negative anmeldelser går på, at selskabet ifølge nogle kunder ikke har tilstrækkeligt styr på deres slutopgørelser. Her bliver der skrevet om fejl og manglende dokumentation.
Fordele ved Energi+
Hvis vi skal fremhæve nogle af fordelene ved Energi+, er det værd at nævne:
- Ingen bindingsperiode på deres produkter
- Generelt godt omdømme på Trustpilot
- Tilbyder månedlig betaling for el, hvilket mange forbrugere foretrækker i dag